Mød et bestyrelsesmedlem

Anne Carter, specialkonsulent i pædagogik og digital læring, Steno Diabetes Center Odense, Region Syddanmark

At skabe læring i praksis

Gennem hele sin professionelle karriere har bestyrelsesmedlem, Anne Carter, været optaget af at sikre læring – også uden for det traditionelle klasselokale. Og med inddragelse af it.

Hendes erfaringer bevæger sig fra undervisningssektoren til det private og nu til i regionalt regi at udvikle digitale læremidler, der skal ud at leve i kommunerne.

For tiden er jeg særligt interesseret i arbejdspladslæring og det læringsmiljø der er på en given arbejdsplads. Jeg undersøger hvilke læringsredskaber og -greb, der kan være med til at understøtte læringen både for den enkelte medarbejder og for organisationen”, lyder det fra Anne.

Det digitale giver muligheder – og stiller krav – i forbindelse med praksisnær læring

Arbejdet med digitale løsninger inden for praksisnær læring og arbejdspladslæring rummer mange muligheder, men stiller også krav til, hvordan læringen designes og gennemføres. Her peger Anne på tre væsentlige erkendelser:

  • Det er afgørende at kende sit didaktiske ståsted, også når man arbejder med digitale læringsløsninger.
  • Når platforme skal ud at leve i forskellige kontekster, er det væsentligt at man er i stand til at tilpasse indhold og anvendelse til den konkrete dagligdag, hvor den skal anvendes

  • Det digitale kan i den rette udformning understøtte muligheden for at se effekten af et kompetenceløft

Jeg er særligt interesseret i, hvordan læringsressourcer kan anvendes på tværs af digitale platforme og skabe værdi i forskellige sammenhænge. Det er vigtigt i samarbejdet med fx kommuner at have indsigt i, hvilke platforme der anvendes, og hvordan de bedst kan understøtte læringen.

Fleksibel tilgang til læring er en nødvendighed

For Anne er en fleksibel tilgang til læring en nødvendighed, når læring skal foregå i forbindelse med arbejdet. Det er sjældent muligt at opstille faste læringsmål på forhånd. I stedet må læringen tage udgangspunkt i brugerne, deres hverdag og de konkrete behov, de står med. Derfor handler det om at sammensætte læringsforløb, der giver mening i praksis – og samtidig sikre, at de kommer ud at leve. Netop det er blevet én af Annes spidskompetencer.

Anne understreger desuden, at digitale løsninger ikke kan stå alene. Hun arbejder aktuelt med at styrke undervisningskompetencerne hos et eksternt underviserkorps, der løser undervisningsopgaver på tværs af Region Syddanmark. Kompetenceudviklingen omfatter både generelle pædagogiske temaer og en målrettet indsats for at udvikle undervisernes digitale kompetencer.

Kort om Anne

Medlem af FLUIDs bestyrelse: 2026 – 

Seneste erhvervserfaring:

  • Specialkonsulent i pædagogik og digital læring, Steno Diabetes Center Odense 2019 –
  • E-learning Advisor/Instructional Designer, KvaliCare – 2016 – 2019
  • Studiekoordinatorv ved fjernundervisningen, HF & VUC FYN – 2012 – 2016
  • Underviser og international koordinator, Handelsgymnasiet Vestfyn – 1997 – 2012

Uddannelse:

  • Master i IKT og Læring
  • Læreruddannet

Annes tre særlige styrker

Fleksibel og undersøgende med mod til at gå nye veje

Dybdegående kendskab til og erfaring fra forskellige sektorer

Kendskab til platforme og at få e-læring ud at leve