Mød et bestyrelsesmedlem
Pia Goul, Gender Advisor & specialkonsulent i ledelse og pædagogik, Hjemmeværnsskolen
En menneskekender, der favner bredt
Sådan vil bestyrelsesmedlem, Pia Goul, gerne fremstå. Og gør det.
Pia favner bredt, som hun selv siger. Det viser sig på den ene side gennem hendes sundhedsfaglige uddannelse og senere master i professionel vejledning – på den anden side gennem hendes fritidsmæssige rolle som reserveofficer i Ingeniørregimentet og som frivillig i Hjemmeværnet. Et hjemmeværn, hun har været del af siden hun var 18, og hvor hun nu i sit professionelle virke står med ansvaret for uddannelsesudvikling.
I hjemmeværnet er det også nødvendigt at favne bredt. Med deltagere med en aldersmæssig spændvidde mellem 18 og 80 år, der samtidig kommer fra hele landet og alle samfundslag, er det nødvendigt at være fleksibel og designe læring, der kan ramme alle.
Helhed og den røde tråd er væsentligt i uddannelse
Med kursister spredt over hele landet, har fjernundervisning og nu det digitale altid indgået som en del af læringen i hjemmeværnet.
For Pia er det vigtigt at skabe en god helhed og sammenhæng i uddannelser, hvor der er et miks mellem det digitale og fysisk fremmøde. Hun stræber efter, at tiden med fremmøde kan anvendes mest muligt optimalt – hvilket sker, når den forudgående erhvervede viden via det digitale fungerer godt.
Her er ét af hendes fokuspunkter at sikre inddragelse af alle sanser gennem brug af billeder, video og sikring af at den skrevne tekst kan læses op. Målet er størst mulig brugervenlighed og sikre at kunne nå alle uanset alder og baggrund.
”I det digitale tilstræber jeg, at vi taler til alle sanser, så vi derigennem når alle.”
Kort om Pia
Medlem af FLUIDs bestyrelse: 2026 –
Seneste erhvervserfaring:
- Gender Advisor & specialkonsulent i ledelse og pædagogik, Hjemmeværnsskolen
- Lektor, UC SYD – 1998 – 2022
Uddannelse:
- Ergoterapeut
- Cand.scient.san
- Master i professionel vejledning
Båret at sikre værdier
I samtale med Pia oplever man en person, der både ved, hvad hun tror på, ved, hvad hun vil og som samtidig fremtræder lattermild og nysgerrig på både sig selv og andre. Pia betragter sig selv som læringsmæssigt tålmodig, hvor hun ellers godt kan være utålmodig. Når det gælder andres læring, tror hun på, at alle kan nå i mål – for nogle tager det måske bare længere tid end for andre. Troen på andres kunnen ligger dybt i hende – så det både professionelt og privat ligger helt naturligt for hende at være nysgerrig på, hvad andre indeholder og gennem samarbejde få dem til at opleve at have værdi.
”Den enkelte må gerne finde ud af, at han/hun indeholder mere, end han/hun måske troede og er bevidst om.”
Pias tre særlige styrker
Didaktik og pædagogik med fokus på facilitering af læring
Menneskekender – der kan læse behov og spille andre gode
Gør læringen relevant og anvendelig