Infrastruktuel afhængighed: Techgiganternes magt over stat, skole og demokrati

Med udgangspunkt i nyeste forskning og litteratur, udfolder bestyrelsesmedlem, Lars Zimsen, afdelingschef fjernundervisningen, VUC & HF Fyn, problematikken omkring techafhængighed for såvel samfund som uddannelse og læring.

Siden begyndelsen af januar 2025 er debatten om infrastrukturel afhængighed blusset op — og med den en mere tydelig trussel mod Europas og Danmarks kontrol over digitale platforme.

Når digital infrastruktur kan bruges som magtmiddel, bliver det et demokratisk problem, ikke kun et teknisk. Enkeltsager, som lukningen af en Microsoft-mailkonto knyttet til chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) og tidligere overvågningssager, illustrerer dette. Det bør få konsekvenser for vores teknologivalg, også i undervisning og uddannelse.

Jeg mener, vi bør være mere kritiske, finde flere reelle alternativer og have større fokus på open source, når vi vælger teknologi til undervisning og uddannelse.

Lars Zimsen

Problematikken: Infrastrukturel afhængighed som demokratisk problem

I dag er vi i Europa — men også i USA og mange andre lande — blevet infrastrukturelt afhængige af techgiganterne. Den digitale infrastruktur, som vores kommunikation og data er bundet op på, er blevet afgørende for opretholdelsen af samfundet og for vores institutionelle demokratier. Samtidig har techgiganterne, der ejer og kontrollerer disse infrastrukturer, ikke nødvendigvis demokratiske interesser. Nogle har endda udtrykt åben foragt for institutionelt demokrati og de internationale institutioner, som demokratiet hviler på.

Udfordringen kan anskues fra tre vinkler:

For det første: Den magtkoncentration, der er samlet hos techgiganterne, er i sig selv et demokratisk problem — både som et infrastrukturelt problem (Cone & Lai), et institutionelt problem (Schaake) og et økonomisk problem (Varoufakis).

For det andet: Afhængigheden er den centrale mekanisme. Hos Cone & Lai beskrives den konkret som “lock-ins” (låsningsmekanismer) i den danske skoleinfrastruktur. Hos Schaake viser afhængigheden sig gennem statslig outsourcing, hvor techgiganter gradvist overtager eller dominerer områder, der traditionelt har været statslige domæner. Varoufakis beskriver afhængigheden i et mere narrativt prisme: som et forhold mellem fæstebonde og herremand, hvor vi alle er blevet “sky-proletarer” i et afhængighedsforhold til en skykapital (cloudalists) — et forhold, der ifølge ham minder om feudalsamfundets struktur.

For det tredje: Vi handler for sent i forhold til afhængighedens fremvækst. Vi har kunnet observere dens tilsynekomst over tid, men står nu i en situation, hvor vi må reagere “på bagkant”. Den teknologiske udvikling går ekstremt hurtigt, og udfordringerne blev derfor ikke håndteret i tide. Samtidig bliver vi ofte fristet af de løsninger, teknologien tilbyder — også fordi de kan virke økonomisk attraktive på kort sigt. Regulering og demokratisk styring bliver derfor en vanskelig politisk proces. Hos Schaake beskrives relationen mellem techgiganter og lovgivere netop som et asymmetrisk forhold.

Infrastrukturel afhængighed i forbindelse med Google Chromebook i danske folkeskoler

I artiklen “Infrastructural dependency in the datafied welfare state: the case of Google Chromebooks” (2025) tager Lucas Cone & Signe Sophus Lai afsæt i Datatilsynets afgørelse fra januar 2024, som problematiserede brugen af Google Chromebooks i danske folkeskoler i forhold til GDPR. Forfatterne fører imidlertid problematikken et skridt videre: Digitalisering i offentlige kerneområder kan skabe en infrastrukturel afhængighed af techgiganter og dermed et demokratisk underskud, der rækker ud over spørgsmål om databeskyttelse alene.

Cone og Lai er forskere ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet. Lucas Cone forsker i krydsfeltet mellem politik og pædagogik, mens Signe Sophus Lai har udgivet flere artikler om infrastrukturel afhængighed.

Allerede indledningsvis stiller de et centralt spørgsmål: Hvorfor er det så svært at forestille sig en fremtid for den offentlige sektor uden techgiganternes involvering? Velfærdsstaten er i stigende grad blevet digital og har behov for digitale løsninger — men netop disse løsninger kan indebære risici, når de leveres og kontrolleres af private, globale platforme.

Artiklen er et casestudie af “Chromebooksagen” og dokumenterer, hvordan udlicitering af centrale funktioner til techgiganternes kommercielle platforme kan reducere velfærdsstatens kontrol over data, infrastruktur og rammerne for undervisning og pædagogik. I den sammenhæng kritiserer forfatterne også en udbredt rentiership-model: Platformene ejes og kontrolleres af techvirksomhederne, som opkræver licenser og “leje” for adgang til dem. Denne problematik behandles også hos Varoufakis, som jeg vender tilbage til.

Cone & Lai identificerer 5 afhængigheder, “Lock-ins” i Chromebooksagen: 

Data: Skolen bliver afhængig af Google, som indsamler og behandler data om elever og lærere.

Politisk: Digitale løsninger bliver til moderniseringsprojekter, som er politisk og praktisk vanskelige at rulle tilbage.

Regulering: Reguleringen halter ofte efter den teknologiske udvikling og gør håndhævelse over for techgiganter vanskelig.

Diskurs: Debatten polariseres, og realistiske alternativer forsvinder fra horisonten — som om valget står mellem Chromebooks eller kridttavler.

Tid: Jo længere en teknologi har været i brug, desto dyrere og vanskeligere bliver det at udskifte den.

Konsekvensen er et demokratisk underskud i velfærdsstaten: Handlingsrummet kommer i stigende grad til at blive formet af dem, der ejer infrastrukturen. Og selv når der findes alternativer, kan diskursen alligevel blive, at alternativer ikke eksisterer — eller at der ikke er politisk vilje til at investere i dem.

På vej mod et technofeudalt samfund – og væk fra kapitalismen?

I bogen “Techno Feudalism: What Killed Capitalism” analyserer Yanis Varoufakis techgiganternes magt med særligt fokus på rentiership-modellen. Varoufakis er økonom og var finansminister i Grækenland i 2015. Bogen er skrevet som et brev til hans far, og netop derfor har den en tydelig narrativ og personlig form.

Varoufakis forklarer techgiganternes voksende magt med to hovedforhold. For det første peger han på privatiseringen af internettet. For det andet fremhæver han, at vestlige stater efter finanskrisen i 2008 indirekte kanaliserede enorme ressourcer ind i techsektoren, hvilket gav virksomhederne mulighed for at opbygge det, han kalder en platformskapital.

Ifølge Varoufakis har dette skabt en forskydning fra traditionel kapitalisme til en technofeudal orden. Den nye kapitalform — cloud capital — fungerer ikke primært ved at producere varer, men ved at forme adfærd, præferencer og valg gennem adfærdsmodifikation. I stedet for markeder og profit som det centrale omdrejningspunkt, får vi platforme, der fungerer som digitale “len”, som andre må “leje” sig adgang til.

I Varoufakis’ analyse opstår der samtidig et nyt klassesystem: cloudalists — dem, der ejer platformene i “skyen” — og cloud serfs — skyens livegne. Sidstnævnte er os som ubetalte dataskabere og næsten som prekære lønarbejdere, hvis handlinger og muligheder i stigende grad formes af algoritmisk styring.

Konsekvensen af denne technofeudalisme er ifølge Varoufakis en demokratisk erosion, hvor nye former for magt udøves over individet. Løsningen ser han i en styrket demokratisk kontrol med samfundets styring — og dermed også med den digitale infrastruktur. Han peger desuden på, at en sådan kontrol ikke kun er et politisk spørgsmål, men også kræver former for borgeraktivisme og kollektiv mobilisering.

Bogen er interessant og har skabt betydelig debat, fordi den placerer diskussionen om techgiganternes magt i et bredt idéhistorisk og økonomisk perspektiv.

Der er sket et tech-kup

I bogen “The Tech Coup: How to Save Democracy From Silicon Valley” argumenterer Marietje Schaake for, at de største techvirksomheder i praksis har opnået en politisk magtposition uden demokratisk mandat. De leverer og kontrollerer kritisk digital infrastruktur, påvirker informationsstrømme og træffer beslutninger, som traditionelt hører hjemme hos lovgivere, domstole og myndigheder. Derfor er problemet ikke enkeltstående fejl eller misbrug, men et systemisk suverænitetstab. Schaake beskriver dette som et “tech-kup”: en langsom, glidende forskydning af magt væk fra det moderne demokrati.

Schaake er hollandsk liberal politiker og arbejdede i Europa-Parlamentet fra 2009 til 2019 med teknologi- og handelspolitik. I dag er hun tilknyttet Stanford Cyber Policy Center. Bogen bærer tydeligt præg af hendes erfaring tæt på det politiske maskinrum og de konkrete forhandlinger om digitale teknologier.

En central pointe hos Schaake er, at den offentlige sektors afhængighed af private techgiganter kan føre til en “weaponization of everything”: Teknologier, der oprindeligt indføres for at effektivisere, kan også bruges imod os — som magtmidler til overvågning, manipulation, undertrykkelse eller geopolitisk pres. Ikke kun af autoritære regimer, men også gennem markedskræfter og private incitamenter.

Konsekvensen er en erosion af offentlige beslutningsprocesser. Når centrale funktioner outsources og platformiseres, flytter beslutningskraften gradvist fra demokratisk kontrol til private aktører. Demokratiets garantier — retssikkerhed, gennemsigtighed og ansvarlighed — følger ikke automatisk med, når beslutninger og infrastrukturer flyttes uden for de offentlige institutioner.

Schaake peger også på, hvordan techvirksomhedernes lobbyisme har bidraget til en sejlivet fortælling om, at stater og regeringer er for langsomme og inkompetente til teknologi, og at regulering hæmmer innovation og handlekraft. Den fortælling svækker det offentliges legitime handlemuligheder og kan i sidste ende forstærke et demokratisk underskud, hvis private aktører reelt sætter spillereglerne. Hun bemærker i den sammenhæng, at digital overvågning som politisk praksis også har rødder i USA — blandt andet under Barack Obama.

Schaakes svar er, at demokratiet må genvinde offentlig suverænitet på det digitale område. Det kræver stærkere demokratisk kontrol med digitale kernefunktioner og en tydelig prioritering af offentlige interesser, når der vælges teknologi, indkøb og infrastruktur.

Litteratur

  • Lucas Cone & Signe Sophus Lai (2025) Infrastructural dependency in the datafied welfare state: the case of Google Chromebooks, Learning, Media and Technology, 50:1, 44-60, DOI: 10.1080/17439884.2024.2437680 
  • Yanis Varoufakis “Techno Feudalism. What killed Capitalism” (2023) 
  • Marietje Schaake “The Tech Coup: How to Save Democracy From Silicon Valley” (2024)